Nu kan du snart ”klunse” på Remmerslund Genbrugsstation i Hedensted

Hedensted Kommunes ordning med direkte genbrug af byggematerialer udvides nu til at omfatte andre typer af genstande, der egner sig til direkte genbrug, fx lamper, porcelæn og pyntegenstande. Det sker i samarbejde med Y's Mens Club. (Foto: Hedensted Kommune)
dato

Fra 18. juni kan du både give og tage gode ting til genbrug på Remmerslund Genbrugsstation. Det foregår i containerne til ’Giv’ & ’Tag’. Det nye tiltag bliver markeret med en lille indvielse på dagen fra kl. 14.00 - 16.00.

Den 18. juni kl. 14. åbner Hedensted Kommune for to nye containere på Remmerslund Genbrugsstation. Her bliver det muligt at give og tage brugbare ting - og altså fremme direkte genbrug, så anvendelige ting får nyt liv i stedet for at skulle skrottes.

Nu skal der nemlig være mere genbrug på genbrugsstationen. For ikke alt, der afleveres her, er affald.

Det markeres på selve dagen med et arrangement, hvor man samtidig kan nyde en kop kaffe eller lemonade fra Lindes Coffee, mens de nye containere kan udforskes.  

Formålet er mindre affald
Kopperne, som kaffen eller lemonaden serveres i, er indsamlet gennem genbrugsstationerne, hvor de er afleveret som affald.

I tråd med indsatsens formål er kopperne blevet grundigt gjort rent, så de trygt kan bruges igen. Dét er det, der forstås ved ’direkte genbrug’. Man bruger ting i deres oprindelige form i stedet for at sortere dem som affald. 

Sorteres noget som affald, skal det igennem ressourcekrævende processer, uanset om materialet skal genbruges, forbrændes eller deponeres. Derfor giver direkte genbrug rigtig god mening.  

- Formålet med den nye ordning er at øve os i at se på vores ting med andre øjne. I Hedensted Kommune er vi gode til at affaldssortere, men ikke alt vi smider ud, behøver være affald. Meget af det vi kasserer har stadig værdi. ’Giv & Tag’ er et skridt på vejen i forhold til at forholde os anderledes til vores ting og nytteværdien af dem, forklarer formand for Udvalget for Teknik & Miljø i Hedensted Kommune, Ove Kjærskov Nielsen.

Giv dine brugbare ting nyt liv
Projekt ”Giv & Tag” giver mulighed for, at man som borger kan aflevere brugbare ting, som man ikke længere har brug for, i ”Giv”-containeren. Det fx kan være porcelæn, lamper, pyntegenstande og alt muligt andet – men dog ikke større møbler.

De gode ting går dels til videresalg via den velgørende organisation Y’s Men Club Hedensted og dels direkte videre til andre borgere i ”Tag”-containeren.

FAKTA:

  • De nye containere indvis tirsdag den 18. juni kl. 14.00-16.00 på Remmerslund Genbrugsstation, hvor der bliver serveret cookies til de hurtige samt kaffe og lemonade.
  • Den velgørende organisation Y’s Mens Club bidrager til at drive ordningen og sælger en del af de indkomne genstande, mens andre altså frit kan afhentes i den nye ”tag"-container. Overskuddet af solgte genstande går til velgørenhed.
  • Projektet løber som udgangspunkt indtil årsskiftet, hvor det skal vurderes, om det kan udvides til andre genbrugsstationer i Hedensted Kommune.
  • En tilsvarende ordning for brugbare, hårde byggematerialer er allerede etableret genbrugspladserne i Hedensted Kommune.
Kilde: Hedensted Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.